Husk altid mantraet: Inflation er skabt af centralbankerne, som trykker penge.

Now the U.S. is on a razor's edge between deflation and inflation. This requires one to think through how each of these scenarios might unfold.

The prospect of a debt deflation begins when a central bank pushes interest rates below where the market would have set them. This is exactly what the Federal Reserve did. In July 2003, the Fed funds interest rate target was pushed to a record low of 1%, where it stayed for a year. This set off a credit boom which fueled a massive increase in leverage. Over the past year, we have witnessed financial stress, a stampede to deleverage and an economic slowdown.

These events could be the precursors of a classic debt deflation. It would take the following course:

• Debt liquidation would lead to distress selling.
• As loans are paid off, a contraction in demand deposits would ensue.
• This would slow down the velocity of money circulation.
• This would cause a fall in the general level of prices.
• This would lead to a further fall in the net worth of businesses and an increase in bankruptcies.
• A fall in profits, often resulting in losses, would also occur.
• This would lead to a reduction in output, trade and employment.
• These losses, bankruptcies, and unemployment would generate pessimism and a loss in confidence.
• These waves of pessimism would result in more hoarding and further reductions in the velocity of money circulation.
• The debt deflation process would eventually run its course, but only after asset prices have hit bargain basement levels.

Economists of the Austrian school of economics term this type of debt deflation a "secondary deflation". If the forces of a secondary deflation are strong enough, a central bank's liquidity injections are rendered ineffective by what amounts to private sector sterilization. When people expect prices to fall, their demand for cash increases and soaks up central bank liquidity injections. This phenomenon characterized Japan's economy during most of the 1990s.

But what if the Federal reserve--fearing a secondary deflation, as they feared (incorrectly) a mild deflation in late 2002--pushed the Fed funds rate lower (now it's 2%) and turned on the inflation switch by monetizing more debt? Given the growing mountain of government debt, there is virtually an unlimited potential. It's a scenario worth thinking about.

To appreciate how the process would work in the extreme, consider what's happening in Zimbabwe, the first country to realize a hyperinflation (an inflation rate of 50% or more per month) in the 21st century. The government of Zimbabwe issues debt and the Reserve Bank of Zimbabwe monetizes it by printing Zimbabwe dollars. While the RBZ produces a lot of currency, statistics on the quantity of currency in circulation and the inflation rate are in short supply. The most recent official data for currency in circulation were for January 2008, and inflation data were last released for June 2008. To remedy that shortcoming, I have developed a hyperinflation index for Zimbabwe. As indicated in the accompanying table, the monthly inflation rate on September 5, 2008 was 9,914%. That's a whopping annual inflation rate of 36 billion percent.

Hej

I har her til morgen et nyhedsindslag om hhv. Obama og McCains kritik af GW Bushs økonomiske handlingsplan i USA; i indslaget fortæller I om, hvad de to kandidater hellere ville have.

Indslaget er som sådant fint nok -- men I burde nok sige, at selve det, at man sprøjter flere penge ud i samfundet (som både Obama, McCain og Bush vil) i sig selv er den største årsag til inflation. Jo højere inflation - desto mere går det ud over de fattigste i samfundet, fordi de typisk ikke investerer deres penge i værdipapirer m.v., der forøger deres værdi i en sådan grad, at det kan opveje inflationen.

Derfor er det paradoksalt, at begge kandidater taler om at gøre livet lettere for de fattigste, når de samtidig vil forhøje inflationen -- der iøvrigt er høj i forvejen i USA.

Mvh

Nikolaj Hawaleschka Stenberg

Ligeledes har vi lært, at det hele startede med børskrakket på Wall Street i oktober 1929 og at netop depressionen var et bevis på, at den uhindrede kapitalisme og frie konkurrence gjorde mere skade end gavn. Derfor førte den også til socialismens endelige accept fra såvel høj som lav i samfundet; men også til nazisme og fascisme, som, lærte vi, var nogle højreorienterede xenofobiske ideologier, der var støttet af tyske og italienske kapitalister.

Men kan det virkelig passe?

Hvad nu hvis Den Store Depression i virkeligheden ikke var et naturligt resultat af indbyggede fejl i det kapitalistiske system, som mange mennesker stadig hævder, men bare endnu et eksempel på, at vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner?

Og hvad nu, hvis Den Store Depression kunne havde været overstået på et år til halvandet, frem for i langt over 10 år?

I sidste halvdel af 1900-tallet udkom to bøger, som for mig giver to forklaringer på, hvad der var årsagen til depressionen, hvad man gjorde forkert under depressionen og hvilke uheldige konsekvenser depressionen har haft for samfundet og samfundsøkonomierne siden da.

Den ene er af Milton Friedman og Anna Schwartz og hedder ”A Monetary History of the United States”. Den anden er af Murray Rothbard og hedder ”America’s Great Depression”.

Friedman og Scharwtz undersøgelse er i dag en af grundpillerne indenfor det økonomiske verdenssyn, som kaldes for monetarismen. Som navnet antyder, fokuserer den på pengeindsprøjtningen i samfundet og de økonomiske konsekvenser heraf. Meget tyder på, at det i øvrigt er dette grundsyn, som den nuværende direktør for USA's centralbankssystem, Ben Bernanke, abonnerer på.

Rothbards undersøgelse er et resultat af det økonomiske verdenssyn, som en række østrigsk fødte økonomer er ophavsmændene til: ”den østrigske skole” kalder man det.

Begge tilgange kritiseres af socialister for at være alt fra neoliberale (som er socialistisk ligo for ”det ondeste i verden”) til fascistiske (som er et socialistisk synonym for alt, der ikke er socialistisk).

Men det er ikke kun bøger for 1960’erne og 70’erne, som undersøger årsagen til Den Store Depression. Den østrigske økonom Ludwig von Mises advarede allerede fra 1923 om de meget uheldige konsekvenser, som en statslig indblanding i en økonomi vil have – herunder, at indblandingen vil være en direkte årsag til, at en krise som Den Store Depression vil blive kunstigt forlænget. En anden østrigsk økonom, F.A. Hayek, der nok er mest kendt for bogen The Road to Serfdom om offentlig planlægning, skrev ligeledes om den store depression i sin bog Priser og Produktion, som derved direkte beskriver forstadiet til det, som netop The Road to Serfdom omhandler.

Forskellen på den monetaristiske og den østrigske indgangsvinkel til Den Store Depression er imidlertid ikke kun af historisk eller akademisk interesse. Den har betydning for os alle sammen, her og nu.

For selvom begge teorier ikke er socialistiske, er det kun den østrigske, der for alvor skiller sig ud i mængden. Alt imens socialister (læs: keynesianister i deres forskellig afskygninger) og monetarister fortæller os, at den nuværende bankkrise kan løses ved at lade seddelpressen kører i døgndrift, og/eller ved at få staten til at gribe ind og forsøge at genoprette tilliden til bankvæsnet, er det måske blevet på tide at overveje den tredje vej: Lad være med at gøre noget som helst.

Gør som man skulle have gjort under den store depression: Undlade at nationalisere, socialisere, kollektivisere banker og kreditinstitutioner; undlade at lade sig selv betage af den logiske fejlslutning der lyder, at staten kan (og derfor skal) genoprette tilliden til det private bankvæsen, som mange for tiden gør.

Men hvis vi ikke gør noget, hvad vil der så ske? Vil vi ikke bare ende i en ny stor depression?
Nej; det er netop det vi ikke vil – og det er kernen i argumentet: Depressionen fik det omfang den gjorde, fordi man lod fejlslagne institutioner (… tænk Roskilde Bank) leve videre – og leve videre på hvad? På offentlig undersøttelse!

Den Store Depression blev stor på grund af Den Store Fejltagelse: Man satte prismekanismen ude af spil – man ophævede loven om udbud og efterspørgsel.

Men hvis vi ikke gør noget, vil vi så ikke ende med at se flere konkurser?

Jo. Det vil vi – helt sikkert. Banker der har foretaget tåbelige dispositioner vil gå konkurs – ligesom andre firmaer der foretager tåbelige dispositioner gør det hver eneste dag. Vi accepterer konkurser et sted, men ikke et andet? Hvor er logikken i det? Konkurser er en af konsekvenserne ved det kapitalistiske system.

Men er det kapitalistiske system så ikke en dårlig løsning? Er blandingsøkonomien – eller måske planøkonomien ikke det bedste, sådan rent humant set?

Det kan man selvfølgelig mene; men det er ikke korrekt. Det kapitalistiske system er det system i verden, som skaber de bedste betingelser for vækst, velstand, velfærd og lykke. Det er det fordi, at det er et menneskeligt system – et system, som er baseret på hvordan vi alle sammen handler og undlader at handle. Ja, man kunne ligefrem kalde det naturligt.

Derfor kan man heller ikke være liberal uden at være kapitalist.

Hmm…?!?

Sagt på en lidt anden made, så er det triste ved bankkonkurser ikke i sig selv det, at en bank går konkurs. Nej, det triste er, at vi har tilladt det at komme så langt. For det er noget ”vi” har gjort. ”Vi”, igennem vores kollektive styringsorganer – statsmagtens institutioner.

I øjeblikket lytter jeg til Europa lige nu, som er et interviewbaseret program om aktuelle problemstillinger i Europa. Som sådan er programmet godt, men jeg var dog ved at falde ned af stolen, da det nuværende interview gik igang.

Det handler om begrebet "naturlig arbejdsløshed" set i sammenhæng med... tja. Det er vist egentlig bare en samtale, der tager udgangspunkt i begrebet og hvor vi kommer lidt ind på ECB (der har et fornuftsbaseret charter i modsætning til så mange andre dittoer verden over).

I studiet er en økonom fra RUC. Ja, de har åbenbart også økonomer på det skoduniversitet; undskyld - universitetscenter.

Programmets pointe? Kaynes var "sej" og havde ret fordi man kan bruge hans teorier til at skabe større økonomisk lighed. Friedman var ond fordi han ville have, at folk skulle være arbejdsløse.

Tak for kaffe og fortsat god søndag.

L'augmentation du prix du pétrole oblige nombre d’entreprises à produire leurs biens commerciaux et industriels à proximité de leurs bassins de consommateurs au lieu d’importer des produits et des ressources de l’autre bout du monde car les coûts de transport deviennent trop onéreux en cette année 2008.

Au cours des dernières décennies, la globalisation fut déclarée inéluctable selon les penseurs de droite du Consensus de Washington et de l'école monétariste de Chicago. Et bien, il faut reconsidérer cette prétention en rapport aux derniers événements en matière d’énergie.

L’histoire économique semble montrer que le libre-échangisme a toujours connu un retour en arrière lorsque les limites de sa viabilité ont été atteintes.

C’est ce que tentait de nous expliquer John Saul dans son livre : « La mort de la globalisation ». Dans cet essai, il mettait en lumière les cycles des politiques économiques dans l’histoire occidentale et jetait un doute sur la prétendue inéluctabilité de la globalisation économique. En se basant sur des faits historiques, il évoquait la récurrence périodique des mouvements protectionnistes et libre-échangistes tout en niant le dogme d’une inévitable intégration économique du monde.

Aussi, deux économistes de la CIBC, Jeff Rubin et Benjamin Tal, abondent dans le même sens en comparant l’explosion du tarif de l’énergie fossile à des nouvelles barrières tarifaires qui pousseront les entreprises à rechercher leurs matériaux ainsi qu'a établir leurs industries tout près des marchés.

Une théorie qui semble se confirmer.

Les statistiques des 12 derniers mois démontrent une chute de 20% de l’exportation de l'acier chinois pendant que les aciéries américaines ont accrue de 10% leur production. Il s’agirait d’un phénomène semblable à la première crise pétrolière de 1973 dans laquelle ont a assisté à un retrait des importations des pays étrangers.

Ici, au Québec, plusieurs entreprises rapatrient leurs activités industrielles dans la Belle Province.  Mario Lampron de la compagnie Les Accessoires de piscine Compétition a délocalisé de la Chine une grande partie de sa production pour la concentrer au Québec. Il n’était plus rentable avec la montée du prix du pétrole de maintenir la plupart de sa production en Extrême-Orient malgré la main-d’œuvre bon marché.

On craignait de voir complètement disparaître le secteur manufacturier chez nous, mais la tendance parait s’inverser.

Par ailleurs, devant une récession aux États-unis qui s’implante et l’accroissement du chômage, les politiciens américains doutent de plus en plus de la mondialisation néolibérale. La première puissance économique a payé cher son adhésion au libre-échange international en perdant des emplois au profit des pays émergents. La situation est telle que les démocrates de Barack Obama songent à recourir au protectionnisme et même à rouvrir l’ALENA advenant la prise du pouvoir.

La récession, voire la dépression économique, guette les États-unis d’Amérique (Voir: Économie américaine: le point de rupture à l'horizon?, Une dépression économique à venir?, Une croissance à crédit, L'économie américaine au bord du gouffre).

Comment sortir de cette impasse?

Dans les années 30 du siècle dernier, les autorités publiques avaient injecté des fonds dans l’économie par de grands projets et l’établissement de programmes sociaux, quitte à endetter le gouvernement, afin de relancer la croissance et mettre fin à la grande dépression.

Aussi, dans les années 70, dans lesquelles on assista à deux crises pétrolières qui se résultèrent par une inflation galopante et l’avènement de la stagflation ébranlant les fondements mêmes de l’économie par un chômage chronique ainsi qu’une élévation de la dette publique, on procéda à une déréglementation des marchés, à un retrait de l’État par la privatisation des entreprises gouvernementales et au sabordement des acquis de l’État Providence jugés trop coûteux.

Maintenant, l’une et l’autre de ces alternatives en politique économique paraissent inappropriées dans le climat désastreux de l’économie américaine alimenté par la crise du crédit et la hausse du coût du carburant.

Appliquer le keynésianisme accroisserait encore plus la dette publique qui frôle maintenant les 9 100 milliards de dollars.

Mettre encore plus en vigueur les principes néolibéraux inspirés du monétarisme de l’école de Chicago se voudrait difficilement applicable car on a déjà sabrer dans les budgets socio-économiques de l’État fédéral depuis 30 ans et déréglementer à fond l’économie, ce qui a mené d’ailleurs à des pertes majeures de contrôle comme la crise financière du subprime.

L’enlisement de la première puissance économique mondiale se concrétise de plus en plus. Le taux directeur de la FED actuellement à près de 2% et qui ne cesse de décroître (diminution de 5% à 2,25% de juillet 2007 à mars 2008 ) afin de stimuler l’économie américaine laisse présager de sombres lendemains.

Qu’arrivera-t-il lorsque ce taux atteindra 0,25% et qu’aucun levier de relance ne sera à la portée des autorités?

Lire la suite: Le cul-de-sac-américain II: inflation, hausse du taux d’intérêt et subprime

Monetary inflation always leads to rising prices, which is a symptom, not a cause. There can be a percentage of any commodity price attributed to geopolitical tensions or supply issues, but values are magnified by price increases due to monetary inflation. Historically, gold backed currencies prevented rapid expansion of fiat currency, thereby creating price stability. Removal of gold-backed currencies after August 1971 allowed governments to lose any sort of moral hazard and make promises to be rewarded with the stroke of a key. John Maynard Keynes was a British economist in the early to near mid 20th century who advocated interventionist government policy by using fiscal stimulus and monetary measures to mitigate the ills of economic booms and busts. His policies became engrained in global government ideology to literally make promises for nothing; the latter portion of this sentence is not entirely true, because the promises are paid for at a later date with inflation.

Superstar de l'Ecole de Chicago et co-fondateur de la Société du Mont Pélerin, il s'opposa avec véhémence aux sophismes keynesiens, alors éminement populaires, au travers de sa théorie monétariste visant à réduire l'inflation. "Capitalisme et liberté" (1962) devint rapidement un ouvrage de référence. "Rien n'est moins important que la monnaie... quand elle est bien gérée." aimait-il à dire.

En récompense de ses brillants travaux sur la monnaie, ce libertarien reçut en 1976 le Prix d'Economie de la Banque de Suède.

Si l'on ne peut omettre la controverse sordide liée aux Chicago Boys de Pinochet, il n'en demeure pas moins que nous perdons ici un libertarien des plus appréciés, des plus pertinents qui soient

So long, Mister Friedman!